søndag den 29. juli 2007

Primera vez en la iglesia

I dag har vi været i den lutherske kirke for første gang. Det var en rigtig god oplevelse at møde kirkens medlemmer og blive en del af menigheden i Cusco.
Vi blev modtaget rigtig godt af alle, og efter gudstjenesten var der to som bød os velkommen. I anledning af vores ankomst var der foruden velkomsten saft og kage bagefter, så det var rigtig rørende.
Mads forstod en del af prædikenen mens Nanna ikke var helt med, men vi sang en masse sange, hvis melodier vi kendte, så der kunne vi rigtig skråle med på spansk!
Vi glæder os til de næste gudstjenester og at engagere os i kirkens arbejde:
Hver tirsdag er der missionær-aften, onsdag er der bedemøde, torsdag musikundervisning, fredag engelsk-undervisning, lørdag sport og søndag gudstjeneste og sport, så det er bare skønt at kunne deltage i så meget!

Lørdagstur med Fam. Andersen



I går (lørdag) startede vi dagen med at tage på tur med Fam. Andersen. (På billedet ovenover sidder Lydia, Sara og Nanna og nyder dejligt solskin inden vi tager afsted)
På vej til Qenqo, hvor vi skulle tilbringe formiddagen, stoppede vi ovenfor Cusco ved "Kristusfiguren", som er rejst for at passe på byen sammen med et Inka-vartegn på den anden side af Cusco. Der var simpelthen en fantastisk udsigt over byen derfra.
Qenqo er et idyllisk og spændende udflugtssted, i det det er omgivet af eucalyptus-træer og består af en masse gamle ruiner og sten. Det er ideel til gemmeleg og "sild i en tønde", så det fik vi meget af tiden til at gå med. Desuden legede vi lidt, havde en formiddags-kaffe-pause, og sluttede af med fodbold.
Om eftermiddagen samme dag spillede vi volley med nogle unge fra kirken, så vi havde en rigtig dejlig og aktiv dag.
Posted by Picasa

Vi nyder formiddagskaffen ved Kinco



Posted by Picasa

Lydia og os ved "Kristusfiguren" som våger over Cusco



Posted by Picasa

torsdag den 26. juli 2007

En god start


Så er vi endelig i Peru :-)
Sent søndag aften (dansk tid) ankom vi til Lima, hvor vi blev modtaget af fam. Andersen. Mandag fortsatte vi så til Cusco; vores base det næste år. Her fik vi fremvist vores fantastiske 4-værelseslejlighed med udsigt over Cusco og bjergene (se billede: udsigt fra spisestue). De sidste dage er gået med at lære fam. Andersen, alias Lydia, Sara, Daniel, Rebecca, Majbritt og Søren, at kende, samt få et indblik i kulturen og se byen. Cusco er en dejlig by med masser af liv, og der er næsten alt hvad man behøver. Samtidig med at det er en moderne by, er der bevaret meget fra Inka-tiden, hvilket gør den charmerende.
Vi er så småt ved at vænne os til den peruanske tidszone (p.t. 7 timer efter Danmark), men højden skal vi stadig vænne os til. (Cusco ligger i ca. 3,5 km højde.) Vi bliver hurtigt forpustede, har sværere ved at trække vejret og sover 10-11 timer hver nat.
På mandag starter vi på sprogskole inde i centrum. Vi har været til "eksamen" i spansk i dag for at de kunne tjekke vores niveau :-/ ikke særlig sjovt...
Transport er meget nemt og billigt hernede. En taxi rundt i byen kst. hvad der svarer til lidt under 4 kr. Også maden er billig hernede, så dette er helt klart et plus.
I går var vi på legepladsen med Lydia, Sara, Daniel og Rebecca. Vi havde det bare rigtig sjovt og for ned i fuld fart af en 10 m høj rutsjebane:-)
Alt i alt har vi fået en rigtig god start hernede og ser frem til et år med undervisning af 3 dejlige børn. At fam. Andersen er sådan en dejlig familie gør det hele endnu bedre!
I er meget velkomne til at skrive kommentarer eller maile til os, så vi kan høre lidt om hvordan I har det!
Guds fred
Posted by Picasa

mandag den 16. juli 2007

Hvad vi skal i Peru...


Hej Allesammen :-)
Lige en kort præsentation af, hvad det er, vi skal lave det næste år.
På søndag, meget tidlig morgen, rejser vi afsted til Cuzco, Peru, for at undervise Rebecca, Daniel og Sara, som går i henholdsvis 4., 2. & 0. klasse. De har desuden en lillesøster, Lydia, som ikke går i skole endnu, og mor og far Majbritt og Søren.
Vi glæder os super meget til dette år, og tror det bliver rigt på mange områder!
Specielt er det blevet så stort for os, at Gud vil bruge os og har en plan med os! Nogle gange kan man føle sig lille og uværdig i Guds riges arbejde - Føle at Gud kan da ikke bruge mig... Men da er det så fantastisk, at Han netop kan bruge mig - også i min magtesløshed. Der er så mange eksempler i bibelen på, at Gud har brugt den lille, den svage, den uvillige, den syndige, den magtesløse etc. ( Fx David, Moses, Paulus osv) og når Gud kunne bruge dem, så kan Han da også bruge mig - og dig!

Vi glæder os til at dele alle vores oplevelser med jer og håber, at I, på denne måde, får et indblik i vores liv på den anden side af kloden.
I er meget velkomne til at skrive kommentarer og mails - Vi vil meget gerne høre om, hvad I går og laver!
Vores mailadr. er nannanoer@gmail.com

Guds Fred - Mads og Nanna
Posted by Picasa

Udsendt af Kolding LM


Nu begynder afrejsen at nærme sig, og vi glæder os meget!
Vi havde en rigtig god "udsendelsesfest" fra LM Koldings side, da vi havde samfundslejr på Hemmet Strand d. 11-13 maj. Til det sidste møde søndag sagde formanden lidt til os om det at være udsendt i Guds arbejde. Herefter fik vi bibelvers fra LMU, kredsen og formanden, der var en bønnehandling og til sidst sang vi alle "Din Rigssag Jesus Være Skal".
Det var fantastisk at opleve dette, og mærke, at så mange vil bede for os, tænke på os og følge med i vores liv det næste år.
Selv om vi har været til mange møder med kredsen siden, var en samfundslejr en god anledning til at få rigtigt farvel. Dem kommer vi til at savne i Peru!
Posted by Picasa