fredag den 6. juni 2008

Afslutning i kirken

Nu er det ved at være slut på vores år her i Cusco, og i tirsdags blev der afholdt noget afskeds-kom-sammen for fam. Andersen og os. Det var en overraskelse, hvad der skulle foregå, så vi var lidt spændte. Vi var også MEGET spændte på, hvordan det ville blive at skulle tage afsked med vores kære brødre og søstre her i Peru.
Kl. 18 skulle spændingen så udløses (vi kom dog først 18.30 fordi vi pludselig ikke havde vand, da vi skulle til at gå i bad, så vi måtte låne et bad hos Andersens - heldigvis er det ret normalt hernede at komme en halv time for sent, så det gik fint, vi gik ikke glip af noget). Til at starte med blev vi alle linet op på stole oppe foran i kirken, og så holdt forskellige personer taler. Det meste blev selvfølgelig sagt til Majbritt og Søren, men er jo også klart når de har arbejdet her i flere år, men vi blev faktisk overrasket over, at der også blev sagt så meget til os - det var virkelig rørende. Da talerne var færdige, fik vi overrakt en "placa", dvs. en guldbelagt plade til at hænge op på væggen, som tak for vores indsats. Derudover fik Nanna en rigtig flot buket.

Her sidder vi alle linet op og lytter til en tale
Herefter var det vores tur til at sige tak. Først sagde Søren lidt, og hele fam. Andersen spillede en melodi - ret flot. derefter var det vores tur. Vi holdt en kort tale, og så sang Nanna en sang. Det var lidt spændende at skulle holde tale på spansk, men det gik vist okay, vi tror i hvert tilfælde, at de forstod vores budskab.

Vi er ved at holde takketale til vores peruanske brødre

Som afslutning på det hele blev der serveret mad. Det var ret fornemt, for der var både hovedret, en lille mellemmad og en dessert - og det var bare rigtig lækkert. Da vi havde spist vores mad, var det tid til for alvor at tage afsked. Det blev til en masse knus, og det var rigtig hårdt for os.

Nogle af de unge fra kirken, som vi kommer til at savne rigtig meget

Nogle havde også en gave til os. Vi fik en totempæl til røgelse og et dejligt takkekort. Aftenen sluttede først 21.30, og da var vi rigtig trætte, nok mest fordi det er så hårdt at skulle tage afsked med så mange, som man har kær. Men helt sikkert en aften vi aldrig vil glemme.

Her står vi med de fine ting, som vi fik denne aften

Ingen kommentarer: