onsdag den 16. juli 2008

Sidste indlæg

Nu er det definitivt slut på vores ophold i Peru, og i den sammenhæng vil vi gerne sige TAK. Tak til alle jer som har fulgt vores hverdag og som har bedt for os. Husk endelig at bede for volontører og missionærer, for det gør virkelig en forskel, det har vi nu mærket på egen krop. Der skal også lyde en speciel tak til LMF (Lærernes Missions Forening), LM i Kolding, LM i Østerlars og LM i Løgumkloster for bøn, hjælp og at I har været der for os. Det er vi meget taknemmelige for.
Som det sidste vil vi gerne bede om fortsat forbøn for os. Til august starter vi på LMH og til jan skal Nanna så føde. Begge disse ting må I gerne bede om må gå godt. Desuden må I også gerne bede om, at vi må få fundet ud af hvad der er Guds mening med os mht. uddanelse og job.

Endnu en gang tak.
De kærligste hilsner Nanna og Mads

Hjemkomst

Efter 11 mdr i Peru var det tid for vores hjemrejse. Vi rejste fra Lima d. 20 juni sidst på eftermiddagen peruansk tid og kom til Billund d. 21 sidst på eftermiddagen dansk tid. Flyveturen over Atlanten gik rigtig fint, og vi glædede os bare så meget til at komme hjem og se familie og venner igen. Da vi endelig, efter mange timers rejse, kom til Billund, havde fået vores bagage og lige skulle til at gå ud af dørene, standsede en tolder os og begyndte at stille spørgsmål. Vi blev begge ret nervøse for at vi nu skulle til at pakke vores proppede tasker op. Men vi bad en bøn - og så tror jeg også godt han kunne fornemme det ikke var så populært at skulle gennemsøge vores tasker nu - og så fik vi lov til at gå igennem.

Vi er lige kommet ud og er i fuld gang med at hilse på alle vores kære

Og hvilket dejligt syn der mødte os. Det er ubeskriveligt overvældende pludselig at se familie og venner igen. Det var så surealistisk at vi nu pludselig var i Danmark igen, og så var det ret underligt at se både en lille nevø og en svoger, som vi ikke havde set endnu.

Nanna i Billund lufthavn med vores lille nyfødte nevø

Det var godt at komme tilbage til Danmark, og det synes vi også stadig. Det kræver dog noget tilvænning. I den første uge kom vi flere gange til at snakke spansk til danskere, og vi har nok kommet til at gøre og sige et par dumme ting, men sådan er det når man ikke rigtig har fuldt med udviklingen i Danmark i et helt år. Vi synes dog vi falder ret godt ind i det hele igen med familie og venner, så det er dejligt nok. Så savnet til Peru er ikke så stort endnu, men vi regner med at det kommer, når vi kommer lidt mere ind i en hverdag. Lige nu er det bare så dejligt at være i Danmark, men der skal nok komme tider hvor vi kommer til at savne Peru, vores andet fædreland.

tirsdag den 1. juli 2008

Afslutning i Peru

I Arequipa havde vi 12 dages tid før vi skulle videre mod Lima og derefter hjem. Tiden brugte vi på at afslutte undervisningen, samt hygge med missionærerne og gøre de sidste gøremål. Blandt andet havde vi både en kvinde- og en herremiddag blandt missionærerne.
Missionærkvinderne samlet til middag på restaurant Zig Zag

Tirsdag d. 18. juni holdt vi afslutning på skolen. Om formiddagen hyggede vi med eleverne i skolen og om eftermiddagen kom alle forældre og så var der ellers fest. Vi sang sammen og hver skoleafdeling (Arequipa, Juliaca og os fra Cusco) lavede lidt underholdning. Til sidst sagde vi tak for året og spiste så et lækkert aftens-måltid. Selvom det var sørgeligt at sige farvel, kunne vi dog alligevel mærke, at Danmark begyndte at trække i os...

Sara, Daniel, Rebecca og os to giver tre sangnumre fra eventyret "Klodshans".

Dagen efter skoleafslutningen, sagde vi farvel til Arequipa og fløj til Lima. Vi fik en dejlig afsked med på vejen, da mange af de norske missionærer mødte op i lufthavnen for at sige farvel. Det var simpelthen så rørende, at de kom for vores skyld, og det gjorde næste del af rejsen endnu bedre.

Vi ankom til Lima onsdag eftermiddag og mødtes så med nogle af de unge fra Norge, til lidt aftensmad. Bagefter tog vi i biffen og indlogerede os på et fint hotel. Næste dag mødtes vi med Elisabeth (norsk volontør) i Lima zoo og havde en hyggelig formiddag der. Om aftenen bowlede vi med familien Andersen og fik taget afsked med dem også. Det var underligt at sige farvel til nogen som vi har boet så tæt ved i et år, men samtidig mødes vi jo nok snart igen - DK er jo ikke så stor:-)

Lima som ligger helt ud til havet

Fredag tjekkede vi ud af hotellet og tog til lufthavnen. Vi havde god tid der, så kiggede lidt i lufthavnsbutikker, spiste noget god mad etc. Endelig kom tidspunktet så, hvor vi skulle med flyet hjem til DK. Trods et skønt år i Peru, fyldt med oplevelser af forskellige slags, var vi nu klar til at vende tilbage til moder Danmark og familien og vennerne - faktisk meget klar:-)

Vi havde jo også en god nyhed at fortælle til familien- nemlig, at vi til januar bliver tre:-)

Vi kommer med ét blogindlæg mere, som viser lidt billeder fra hjemkomsten til DK. Det bliver det sidste vi deler med jer på denne blog. Tak til alle, som har fulgt med i vores liv på den anden side af jorden. Vi er meget taknemmelige over, at så mange har vi interesse for os og fulgt os i tanker og bønner, og vi takker Gud for denne oplevelse, Han har givet os. Nu er vi klar til et højskoleophold og bagefter er vores planer at flytte til Kolding.

Gud velsigne jer alle! Med kærlige hilsner os tre;-)